Samfundsansvar: PFA skærper indsatsen overfor amerikanske selskaber

PFA skærper i 2025 generelt sin kritiske dialog med amerikanske selskaber som følge af udsigten til indskrænkelser af aktionærrettighederne. Samtidig har man valgt at fokusere særligt på banksektoren, som med deres udlån spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling.
Mens vi i Europa fortsat har stort fokus på at udvikle spilleregler for ansvarlige investeringer, der kan understøtte en bæredygtig udvikling, så blæser der andre vinde i USA. Her ønsker man i stigende grad at bygge brandvægge mellem samfundsansvar og investeringshensyn.
Ifølge PFA’s chef for ansvarlige investeringer, Rasmus Bessing, sker det blandt andet ved, at den nye regering via deres Finanstilsyn (SEC) gør det sværere for aktionærer at stille forslag på generalforsamlingerne om fx selskabernes håndtering af klimarisici. Det sker, fordi de ikke mener, at global opvarmning har økonomisk betydning for selskaberne.
Manglende samfundsansvar øger investeringsrisikoen
Rasmus Bessing er ked af udviklingen, da selskabernes arbejde med samfundsansvar er et vigtigt parameter, når PFA som investor skal vurdere deres værdi og afkastpotentiale.
”Uanset om det gælder god selskabsledelse, sociale forhold eller klima, så er det områder, der, hvis ikke de får tilstrækkeligt fokus, kan svække selskabernes værdiskabelse. Det øger risikoen for os som investor, når vi skal skabe afkast og sikre økonomisk tryghed til vores kunder,” siger Rasmus Bessing.
På grund af den forventede indskrænkning af aktionærrettigheder i de amerikanske selskaber har PFA ifølge Rasmus Bessing valgt at opruste indsatsen i den kommende tid.
”Vi kommer til at øge vores tilstedeværelse, blandt andet gennem beslutningsforslag på de kommende generalforsamlinger. Vi har allerede lagt pres på blandt andet McDonald’s for at øge transparensen om, hvordan de håndterer deres påvirkning og afhængighed af biodiversitet og økosystemer. Vi har også et kritisk blik på Meta, som vi mener bør gøre mere for at forhindre spredning af misinformation og for at sikre børns mentale sundhed,” siger Rasmus Bessing.
Ifølge Rasmus Bessing er både Meta og McDonald’s hjemmehørende i Delaware, som er en af de delstater, hvor aktionærrettighederne er under særligt pres og kan blive yderligere begrænset.
Bankerne skal have bedre grønne balancer
En vigtig forudsætning for den grønne omstilling er, at der er nogle gunstige finansielle rammer. Her spiller bankerne en central rolle, og derfor har PFA valgt at skærpe sit fokus på netop denne sektor:
”Hvis bankerne kan medvirke til, at der bliver udlånt flere penge til grønne fremfor sorte formål, så vil de være en stærk motor for den grønne omstilling. Derfor har vi i PFA valgt at have særligt fokus på bankerne og skubbe på for, at de får nogle grønnere balancer.,” siger Rasmus Bessing.
Han nævner, at man også i denne sektor oplever en negativ udvikling. Blandt andet har nogle af de største amerikanske og canadiske banker trukket sig fra Net Zero Banking Alliance og dermed udvandet deres forpligtelser om at medvirke til en reduktion af klimaaftrykket.
”Den udvikling skal vi have vendt, og det arbejder vi med i to spor. For det første vil vi kæmpe for mere gennemsigtighed om, hvor meget bankerne i virkeligheden låner til fossile virksomheder kontra grønne virksomheder. Derudover skal vi have dem til at forpligte sig på klimahandling og bevæge sig i den rigtige retning,” siger Rasmus Bessing.
Han nævner, at PFA som aktionær allerede har været med til at fremsætte forslag hos fire af Canadas største banker, der alle for nyligt meldte sig ud af Net Zero Banking Alliance. Med forslagene ønsker PFA at forpligte bankerne til at skabe større transparens om deres finansiering af fossil kontra grøn energi.