PFA har tjent 2,5 mia. kr. på logistik - udvider nu massivt i Danmark

Siden 2013 har PFA tjent ca. 2,5 mia. kr. til sine kunder på at bygge og udleje ejendomme til lager, varefragt og e-handel. Nu udvider PFA’s sit danske logistikcenter i Fredericia for tredje gang på knap to år for at imødekomme den store efterspørgsel.

PFA’s satsning på logistik i Danmark og internationalt har vist sig at være en særdeles god forretning. En ny opgørelse viser, at PFA’s logistikinvesteringer har givet et afkast på 15,5 procent svarende til ca. 2,5 mia. kr. siden 2013.

”Vi så tidligt, at e-handel ville eksplodere globalt, og at investeringer i logistikejendomme kunne blive meget lukrative, hvis vi greb muligheden. I dag er logistikporteføljen den af vores ejendomsinvesteringer, som har klaret sig bedst og med været til at levere solide afkast til PFA’s kunder,” siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.

For ti år siden var logistik som ejendomssektor ikke et investeringsområde, som mange institutionelle investorer interesserede sig for. Typisk ejede virksomheder sine egne logistikfaciliteter og efterspørgslen på varefragt var langt lavere end i dag. Sidenhen har den globale udvikling i e-handel skabt et enormt behov for logistik. Alene i Danmark er e-handlen vokset fra 73 mia. kr. i 2014 til 181 mia. kr. i 2021, viser tal fra Dansk Erhverv.

”Når vi i dag ser på den globale verden, er der en række megatrends, som har sat sig dybt i samfundet. Verdens metropoler vokser, folk bor tættere og de store byområder udvider sig betydeligt. Ligeledes er verden gået online, hvor vi ikke alene surfer på internettet og kommunikerer, men vi handler i højere grad også på nettet, hvor e-handel skaber et stigende behov for lagerplads”, siger Michael Bruhn. 

Siden 2013 har PFA opbygget en logistikportefølje på ca. otte mia. kr., som dækker over 35 ejendomme i USA, Kina, Frankrig, Spanien, Italien, Holland og Danmark.  

Stor udvidelse på vej i Danmark

I 2017 investerede PFA sammen ADP A/S i logistikcenteret Taulov Dry Port, som ligger ved Fredericia Havn. I dag er der opført 100.000 m2 og en samlet udvidelse på 100.000 m2 er tidligere blevet annonceret og vil stå klar i løbet af 2023. Ejendommene er udlejet til virksomheder som Mærsk, DLG, Salling Group, Bestseller, Elgiganten og FSG Foods. 

I dag kan PFA annoncere endnu en udvidelse på 85.000 m2, der skal stå klar i starten af 2024.

”Taulov Dry Port har på alle måder indtaget en førerposition. Vi har et stærkt udlejningskoncept, og Taulov Dry Port ligger i ét af Danmarks største transportknudepunkter med nem adgang til motorvejsnettet, jernbanen, Billund Lufthavn og Fredericia Havn. Siden de første kvadratmeter blev indviet, har vi oplevet overvældende interesse fra virksomheder, og vi forventer, at den nye udvidelse på 85.000 kvm vil være udlejet, inden den står færdigbygget,” siger Michael Bruhn. 

PFA er Danmarks største kommercielle pensionsselskab med 1,3 mio. kunder og 620 mia. kr. under forvaltning. PFA har en målsætning om at reducere CO2-udledningen fra børsnoterede aktier, ejendomme og kreditobligationer med 29 procent inden udgangen 2025.

For yderligere oplysninger
Seniorpresserådgiver Rasmus Bjørn 41729077 og rbj@pfa.dk

 

Fakta

  • PFA er Danmarks største ejendomsinvestor med portefølje på ca. 79 mia. kr. fordelt på 43 pct. kontor, 36 pct. bolig, 11 pct. logistik, 6 pct. butikker, 4 pct. hotel og andet.
  • Taulov Dry Port er et joint-venture mellem havneselskabet ADP A/S og Danmarks største pensionsselskab PFA. Sammen repræsenterer de to parter det bedste fra to verdener – dyb indsigt i transport og logistik samt et stabilt investeringsfundament med blik for det lange perspektiv. 
  • På taget af Taulov Dry Port skal Danmarks største solcelletag opføres. Det bliver på 45.000 kvm svarende til 30 fodboldbaner og vil levere grøn strøm svarende til forbruget i 1700 husstande.
  • Taulov Dry Port vil etablere Danmarks største brintstation, som skal give logistikfirmaer mulighed for at tanke brændstof, der er produceret på vedvarende energi.