Hjælp PFA med at finde Årets Hjertesager 2022

Sidste år blev Ønskeland, Forældre og Sorg, Mentorbarn, Skyggebørn og For Lige Vilkår kåret til Årets Hjertesager. Nu kan du indstille nye sager og være med til at vælger Årets Hjertesager 2022.

Ildsjæle, der hjælper andre, fortjener støtte og anerkendelse. Derfor kårer PFA’s velgørende fond, PFA Brug Livet Fonden, for 12. gang Årets Hjertesager og giver en økonomisk håndsrækning til det vigtige arbejde. Er du en ildsjæl, eller kender du en? Så er det nu, du skal indstille din sag.

”Det er 12. gang, fonden skal kåre ildsjæle, og det er en stor fornøjelse at se den store mangfoldighed, der er i ansøgningerne fra foreninger og organisationer, hvor ildsjæle engagerer sig med liv og sjæl i at gøre noget godt for andre. Der er både kendte og mindre kendte sager, og der kan være tale om landsdækkende initiativer eller mere lokale tiltag. Nu glæder vi os til at modtage nye ansøgninger og forhåbentlig rigtig mange af dem”, fortæller Dorte Raahave Østerdal, der er Corporate Responsibility-konsulent i PFA.

Fonden er åben for nye indstillinger frem til den 12. november 2021, og alle sager, der arbejder for at hjælpe andre, kan blive indstillet.

Sådan kåres Årets Hjertesager
1. Frem til 12. november 2021 kan du indstille din hjertesag på https://pfabruglivetfonden.dk
2. Fra den 12.-22. november 2021 kan alle stemme på deres favoritsager på fondens hjemmeside
3. Når afstemningen er slut, kårer fondens bestyrelse Årets Hjertesager. I vurderingen af den samlede uddeling indgår blandt andet geografisk spredning, sagens karakter og størrelse. Vinderne får direkte besked og offentliggøres den 9. december 2021.
 

Fakta om PFA Brug Livet Fonden

- PFA Brug Livet Fonden har til formål at støtte sager, der hjælper andre til at bruge livet.

- Siden 2009 har fonden støttet en lang række velgørende formål – vi kalder dem hjertesager.

- Sidste år blev Ønskeland, Forældre og Sorg, Mentorbarn, Skyggebørn og For Lige Vilkår kåret til Årets Hjertesager og modtog både et økonomisk skulderklap og hjælp til at udbrede det vigtige budskab om netop den sag, de brænder for.

- Følg kåringen på facebook.com/pfabruglivetfonden, hvor vi offentliggør vinderne 9. december 2021.