Unikt tiltag fra PFA skal gøre pension meget lettere at forholde sig til

PFA lancerer nu en unik løsning, der skal gøre det meget mere simpelt for kunderne at tage stilling til og optimere deres pensionsordning. Mange har god grund til at tjekke, om pensionsordningen med fordel kan justeres, så de får mest muligt ud af den, viser ny PFA-analyse.

For en stor dels vedkommende kan pension nok virke som et kedeligt og kompliceret emne, som det kan være svært at forholde sig til. Derfor ender mange med ikke at gøre noget, selvom de med fordel kunne justere deres pensionsordning.

Det vil PFA nu gøre noget ved med et unikt tiltag, som skal gøre det meget lettere for kunderne at tage stilling til deres pensionsordning. Kort fortalt indebærer det, at kunderne fremover får vist, hvad der på baggrund af deres individuelle situation er det vigtige at kigge på og tage stilling til, når de logger på PFA’s hjemmeside.

”Selvom pensionsinteressen er stigende herhjemme, er der stadig mange, som giver lidt op, når det gælder deres pensionsordning. Og det er helt naturligt. For det hele kan virke lidt tungt og komplekst, når man bliver stillet over for at skulle træffe en hel del beslutninger, hvor man måske heller ikke lige kan gennemskue konsekvenserne. Og så kan det være nemmere ikke at træffe et valg. Hvis man omvendt kun skal forholde sig til, hvad der er det vigtigste at gøre for mig som kunde lige her og nu, så bliver det meget mere overkommeligt, og det skal vores nye løsning hjælpe kunderne med,” siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

Konkret har PFA på baggrund af fagligt kvalificerede anbefalinger, data samt andre kunders valg udviklet en banebrydende model, der løbende screener kundernes pensionsordninger i forhold til områder som opsparing, forsikringsdækninger, investeringsprofil og begunstigelse.

Modellen vurderer ikke alene, om kunden afviger fra PFA’s generelle anbefalinger, men også hvor vigtig afvigelsen er ift. kundens alder og livssituation. Er man f.eks. ung og har mange år at spare op i, så gør det f.eks. mindre, at opsparingsniveauet afviger fra PFA’s anbefalinger. Til gengæld er det vigtigt at være godt forsikret som ung, så man selv og familien har noget at leve af, hvis man er så uheldig at miste arbejdsevnen i en kortere eller længere periode. Derfor vil modellen f.eks. prioritere korrekte forsikringsdækninger højere for de yngre kunder end for de lidt ældre, mens det er modsat, når det drejer sig om, hvorvidt kunden sparer nok op.

På baggrund af screeningerne vil kunderne nu, når de logger på PFA’s hjemmeside, få vist en prioriteret liste med det, de kan forholde sig til markeret med enten rød, gul eller grøn, hvor rød er det vigtigste punkt for kunden at tage stilling til.

Det giver ifølge Carsten Holdum kunderne mulighed for, med et minimum af tid, at få tjekket de vigtigste ting i deres ordning - og dermed også at få en god tryghed for, at tingene er i orden.

"Det vil gøre det langt mere overskueligt for kunden, at det ikke nødvendigvis er hele pensionsordningen, der skal gennemgås fra ende til anden, men at de i stedet nu altid får vist det vigtigste først. På den måde kan de få en hurtig afklaring på, om de skal gøre noget - og herefter kan de så vælge at følge anbefalingen eller få rådgivning, hvis de er i tvivl. Samlet bliver pension meget nemmere at have med at gøre, og det er tiltrængt for mange," siger han.

Mange kan få mere ud af pensionsordningen

I en ny analyse har PFA undersøgt, i hvilken grad kundernes pensionsordninger aktuelt afviger fra PFA’s anbefalinger, når det gælder investeringsvalg samt forsikringer ved hhv. tab af erhvervsevne og død. Analysen viser, at 46 pct. af kunderne lige nu ligger i grøn på alle delene og dermed følger PFA’s anbefalinger. 44 pct. ligger i gul, mens 10 pct. ligger i rød ift. PFA’s anbefalinger på et eller flere af disse elementer. Ifølge Carsten Holdum er det helt forventeligt, at mange ikke præcis følger anbefalingerne, fordi livet går sin gang, og familiesituationer ændres. 

”Analysen viser, at mange har det rigtige valg lige nu og derfor aktuelt ligger i grøn. Men der er samtidig en stor andel, som ligger i enten gul eller rød på et eller flere af elementerne, og som dermed potentielt kan optimere deres pensionsordning. Det gælder især, hvis man ligger i rød, hvor der er gode chancer for, at man kan forbedre noget. Her vil vores nye løsning bidrage til, at kunderne nemt kan få et overblik over, om de er på rette vej, og hvad de bør handle på her og nu - så de har mulighed for at få justeret ordningen i tide og undgå ubehagelige overraskelser på sigt. På den måde kan de f.eks. sikre sig, at de sparer nok op til at kunne få den pensionstilværelse, de drømmer om, eller at de selv og familien er tilstrækkeligt dækket til f.eks. at kunne blive boende i boligen, hvis uheldet er ude,” siger han.

Analysen viser desuden, at flest ligger i gul eller rød på tab af erhvervsevne-dækningen, og herefter følger livsforsikringen og investeringsvalget.

Turbo på digital rådgivning

Han tilføjer, at PFA oplever et markant øget behov for digital kundebetjening og derfor nu sætter yderligere turbo på den digitale rådgivning til kunderne med den nye løsning.

”Corona-krisen har accelereret danskernes villighed til at bruge digitale løsninger. Og som mange andre virksomheder mærker vi også de ændrede digitale vaner og den øgede efterspørgsel efter digitale løsninger blandt kunderne. Og derfor skruer vi med denne løsning nu yderligere op for vores digitale rådgivning, som skal supplere den traditionelle fysiske rådgivning, hvor kunderne allerede i dag får de individualiserede anbefalinger, når de er til samtale med en rådgiver i PFA,” siger Carsten Holdum.