Efter vild uge på markedet: Frygten for en kommende recession er overdrevet

I USA faldt de lange renter midt på ugen til et lavere niveau end de korte, så rentekurven inverterede. Det har historisk været et tidligt tegn på en kommende recession. Her forklarer PFA's seniorstrateg lidt mere om, hvad det betyder for finansmarkederne

Men mens bølgerne går højt på finansmarkederne, er den økonomiske svaghed stadig mest udtalt i Europa, mens den amerikanske økonomi virker mere robust. Uroen udspringer snarere fra den politiske scene og nervøse investorer, som stirrer sig blinde på rentekurven.

Derfor kan vi også vente, at markederne til en vis grad kommer til at stabilisere sig, ligesom PFA ikke forventer en recession i USA det kommende år. 

Store rentefald og urolige obligationsmarkeder

Sådan lyder vurderingen fra seniorstrateg i PFA Rasmus Pilegaard oven på en uge med udbredt nervøsitet på særligt de amerikanske finansmarkeder.     

”Det, jeg har holdt særligt øje med på det seneste, har været de amerikanske og tyske 10-årige statsobligationsrenter, som er faldet med et procentpoint i løbet af i år og sendt især tyske renter ned i historisk lave niveauer. Således er renten på en 30-års tysk statsobligation nu nede på -0,33 pct. Rentefaldene er eskaleret i august, efter at Trump annoncerede nye afgifter på importen fra Kina, og ledende personer i Den Europæiske Centralbank har antydet, at pengepolitikken skal lempes,” siger Rasmus Pilegaard og fortsætter:

”De markante rentefald er sket med en styrke, som vi normalt oplever i forbindelse med recessioner i USA eller den globale økonomi, som fx den europæiske gældskrise, finanskrisen og efter IT-boblen. Men de fleste af de indikatorer, som jeg kigger på, peger på, at USA kan fortsætte opsvinget mindst et år yderligere, og at svagheden i Europa ikke burde afspore resten af verden.” 

Rentefaldene har givet høje afkast til obligationsejere, fordi kurserne stiger i takt med, at renterne falder. Til gengæld har de globale aktiemarkeder tabt lidt af pusten i august, om end de stadig er oppe med 10 pct. fra årets start på de fleste markeder, med undtagelse af aktieindeks i områder som fx Hong Kong, Argentina, Storbritannien og Mexico. 

De seneste kursfald gør aktier mere attraktivt prissat, og når investorerne får mulighed for at trække vejret, så forventer jeg at se aktiekurserne stige noget fra det nuværende niveau

”Det er klart, at når obligationsrenten falder så meget, så sender det nogle dønninger ud til resten af markedet, og når man samtidig får et signal fra en rentekurve i USA, som intradag har inverteret, så er der mange, der begynder at starte stopuret for hvornår den næste recession indtræffer. Kigger man på aktiemarkederne, så har bevægelserne været knapt så voldsomme. Globale aktier er nede med ca. 5 pct. siden starten af august, men altså stadig i et solidt plus for året. Nervøsiteten fra obligationsmarkederne får dog investorerne på tværs af forskellige aktivklasser til at blive mere forsigtige,” siger Rasmus Pilegaard.  

God mulighed for aktiestigninger

Han tilføjer, at der ikke ud fra nøgletallene fra de store landes økonomier er basis for de rentefald, som vi ser på statsobligationer. Det er i højere grad stemningen i markedet, der har udviklet sig ind i en negativ spiral, specielt inden for obligationer.

”Reaktionerne i rentemarkederne er ude af proportion med de nøgletal, vi ser fra økonomierne i både USA og resten af verden – fx fik vi i denne uge pæne nøgletal for privatforbruget i USA. Det er også vigtigt at huske på, at når rentekurven inverterer, så gør den det stort set altid, før aktiemarkedet topper. Så med rimelig sandsynlighed har vi toppen af aktiemarkedet foran os og ikke bag os. De seneste kursfald gør aktier mere attraktivt prissat, og når investorerne får mulighed for at trække vejret, så forventer jeg at se aktiekurserne stige noget fra det nuværende niveau,” siger PFA’s seniorstrateg.   

Historisk går der 14 måneder i gennemsnit fra, at den amerikanske rentekurve inverterer, til at der kommer en recession. Men det dækker over variationer fra lige under ét år til to år, og samtidig siger det ikke noget om, hvor kraftig recessionen bliver. Inverteringen af den amerikanske rentekurve onsdag foregik i løbet af dagen, men rentekurven lukkede i et positivt territorie, hvorfor man kan pege på, at vi kun har set et tidligt tegn på en reel invertering af den amerikanske rentekurve. Så selvom vi skal overveje at starte stopuret, er det ikke det samme som at påbegynde en nedtælling til en recession, forklarer Rasmus Pilegaard.