PFA investerer i Afrika Infrastrukturfond

Henrik Nøhr, Investeringsdirektør i PFA.

A.P. Møller Capital har fået yderligere kapitaltilsagn på USD 100 millioner fra PFA Pension.

Den 9. August 2017 offentliggjorde A.P. Møller Capital, som er datterselskab af A.P. Møller Holding, en ny Afrika infrastrukturfond. Fonden vil fokusere på investeringer i infrastruktur i Afrika – investeringer, der skal understøtte bæredygtig økonomisk vækst i regionen samtidig med, at investorerne opnår en attraktiv forrentning af deres kapital.

PFA Pension har givet tilsagn om USD 100 millioner til fonden, hvilket betyder, at der sammen med A.P. Møller Holding og de andre anker-investorer PKA, PensionDanmark, Lægernes Pension samlet er givet tilsagn om USD 650 millioner.

I PFA glæder man sig over at indgå i det stærke partnerskab, der passer godt ind i selskabets strategiske fokus på alternative investeringer.

”Vi har haft en tæt og god dialog med A.P. Møller Capital og de andre partnere omkring etablering af fonden. Derfor er vi glade for nu at kunne indgå i dette stærke partnerskab, som har fokus på de store investeringsbehov og det enorme udviklingspotentiale, der er i Afrika. Investeringen passer rigtig godt ind i vores strategiske fokus på alternative investeringer og særligt infrastruktur, som kan bidrage til at give vores kunder gode og stabile langsigtede afkast,” siger Henrik Nøhr Poulsen, investeringsdirektør med ansvar for aktier og alternative investeringer, PFA.

I A.P. Møller Capital glæder man sig over den store interesse, der har været for Fonden siden den blev offentliggjort og til at byde velkommen til endnu en anker-investor.

“Siden vi offentliggjorde fonden den 9. august har der været stor interesse fra både potentielle investorer og projektpartnere. Vi er glade for og stolte over at kunne byde velkommen til endnu en anker-investor, der vil være med til at understøtte en bæredygtig udvikling og forbedre levestandarden på tværs af kontinentet,” siger Kim Fejfer, CEO og Managing Partner, A.P. Møller Capital.

Afrika infrastrukturfonden vil være åben for yderligere investorer frem til august 2018. Ambitionen er at opnå samlet kapitaltilsagn på USD 1 mia.

For yderligere information:

Kristian Lund Pedersen, Pressechef, PFA, +45 39 17 58 79, klp@pfa.dk

A.P. Møller Capital er et datterselskab af A.P. Møller Holding og er etableret for at administrere fonde, der investerer i infrastruktur i vækstmarkeder. Den første fond har fokus på Afrika.

PFA Pension er Danmarks største kommercielle pensionsselskab med over DKK 500 mia. under forvaltning og 1,2 mio. pensionskunder.