Sygdom & sorg
Et nyt liv – et ædru liv
Links
Tjeles Venner udgør et unikt, landsdækkende fællesskab mellem mennesker, der alle har været i behandling for afhængighed af alkohol. Mennesker, som efter at været blevet ædru gennem behandling har skabt et netværk, der støtter den enkelte og hjælper andre til at opnå et nyt liv – et ædru liv.
Vi kender fra os selv det helvede, mange tusinde afhængige danskere lever i hver dag. Den rammer den enkelte – men også familien og andre nære relationer. Alkoholisme er en altødelæggende sygdom, der hvert år koster samfundet milliarder af kroner, blandt andet til behandling af følgesygdomme, udgifter til arbejdsløshed, sociale problemer, splittede familier m.v.
Det er de mennesker – og deres familie – vi gerne vil hjælpe i behandling. Fordi vi ved, det virker.
Tjeles Venner blev stiftet i 1993 og har i dag knap 2.000 medlemmer. Medlemmerne yder støtte og deler erfaring med andre gennem netværk og en lang række aktiviteter hen over året. Aktiviteterne er for mange en vigtig hjælp til at holde fast i det gode, ædru liv. Og det er en del af foreningens virke, vi gerne vil udbygge. Blandt andet gennem aktiviteter, som er målrettet børn af alkoholikere.
Men Tjeles Venner har endnu et vigtigt formål: Under mottoet ”Hjælp os at hjælpe andre” yder Tjeles Venner økonomisk støtte til afhængige, der ikke selv har mulighed for at betale for et behandlingsforløb. Tjeles Venners Støttefond har gennem årene hjulpet cirka 300 i behandling. Støtten ydes som et rentefrit lån, der tilbagebetales efter individuelle aftaler. Aktuelt har Støttefonden cirka 100 aktive lån. De tilbagebetalte beløb anvendes til at hjælpe flere i behandling, som er det første skridt på vejen mod et bedre liv – uden alkohol.