Velgørenhed
Sport X Charity
Links
Sport X er en udendørs crossfit inspireret træningsforening i hjertet af Aarhus, som har stor fokus på fællesskab og inkludering. Foreningen er 100% drevet af frivillige ildsjæle, som gør det muligt for os 5 dage i ugen at afholde fællestræninger for vores 140 medlemmer i foreningen. Den glæde og den følelse af fællesskab som sport og træning giver os i Sport X, har vi en mission om at give videre til så mange som muligt – især de børn og unge ude i verden, som ikke normalt har adgang til dette.
Det gør vi igennem vores årlige bootcamps, hvor de medlemmer som har lyst, rejser med os til kriseramte områder, hvor vi i samarbejde med de lokale prøver at samle så mange børn og unge som muligt med det overordnede formål at give dem en dag, hvor de kan glemme hverdagen og bare hygge sig, smile og hvor det kun handler om dem.
Første gang vi tog på tur var i 2021, hvor vi rejste på bootcamp til Irak. I Irak havde vi blandt andet en hel dag i en flygtningelejr, hvor vi løb, trænede, hyggede, spiste og afholdt fodboldturnering for 60 børn i alderen 10-16, som til dagligt bor, går i skole og lever deres liv i telte og bag et hegn. I Irak brugte vi også en dag sammen med unge kvinder, som normalt ikke har adgang til at dyrke sport, hvor vi løb, trænede og snakkede rigtig meget om livet som kvinde i Danmark versus livet som kvinde i Irak. Lignende projekter har vi også lavet med flygtningebørn i Libanon, i Ukraine og vores næste projekt går til Syrien i oktober 2023.
Rejserne betaler deltagerne på turen (som er medlemmer af foreningen) selv og omkostninger til projektet, hvilket fx er frokost til børnene, t-shirts, fodbolde mv., prøver vi at få sponsoreret igennem diverse arrangementer, som vi afholder på og omkring Sport X.
Det at kunne give børn og unge, som lever under trange kår et smil på læben igennem den form for træning og fællesskab, som vi selv elsker, betyder og giver så meget mening for os. Og det at så mange af vores medlemmer har lyst til at bruge deres egne penge og deres ferie på at tage ud i verden med Sport X og give glæden ved sport videre til børn og unge i svære områder, er vi meget stolte og taknemmelige over.