Sygdom & sorg
Sct. Maria Hospice
Links
Som noget nyt har frivilliggruppen i år afholdt bålaftener fra april til oktober på hospice. Nu er det for koldt for vores patienter at være ude. Derfor kunne det være dejligt med en bålhytte, hvor det er muligt at køre patienterne ud i deres senge i vinterhalvåret, så vi året rundt kan give vores patienter gode båloplevelser, og dermed også give pårørende mulighed for at få et særligt minde med herfra. I sommerhalvåret ville det være dejligt at kunne anvende bålhytten som et sted, hvor man som familie kan finde ro, og hvor patienterne kan få deres middagslur.
Vi ønsker os en bålhytte med indbygget shelter, som man kan bruge, når det måske er for tungt at være hos patienten, og som pårørende evt. kan overnatte i.
På Sct. Maria Hospice er der aftensang hver dag, og på dage med bålaftener foregår aftensangen omkring bålet.
Eksempler på, hvad en bålaften kan:
En dame havde været spejder i 72 år. Hun nåede at deltage i vores bålaften 4 gange, hvor hun med stor begejstring fortalte om sin spejdertid, og hvad det havde givet hende. Den ene gang var der en pige på ca. 9 år med til bålaften, og den ældre dame fortalte pigen om glæden ved at være spejder og om at lave mad over bål. Pigen lyttede og spurgte, mens hun sad og bagte snobrød. Den sidste aften, hvor damen, sengeliggende, var med til bål, bad hun efterfølgende sygeplejersken om at få sit tørklæde hen til sengen, inden hun skulle sove. Sygeplejersken spurgte, om det trak på hende, hvortil patienten svarede: ”Nej, men tørklædet lugter så godt af bål”.
En eftermiddag fik jeg som bålarrangør at vide, at der ville komme 2 teenagere med til bålaften sammen med deres far. De ville gerne bage snobrød, da de 3 ofte havde bagt snobrød sammen. Faderen blev imidlertid for dårlig til at deltage omkring bålet, men jeg sad stille sammen med de 2 unge mennesker og bagte snobrød, mens de fortalte og fortalte. Jeg spurgte dem, om jeg ikke skulle tage et par billeder af dem, som de kunne vise deres far. Det ville de gerne, og jeg fik taget nogle rigtig gode billeder af dem, hvor man både kunne se bål, snobrød og røg. Solens stråler ramte ned i billedet på en helt særlig måde. De unge menneskers far døde den efterfølgende morgen, og jeg forestiller mig, at billederne må være fine og værdifulde minder at have med fra hospice.
På hospice taler vi om, at livet skal leves til det sidste, og tror, at en aften med samling om bålet med fællessang, snobrød, duft af bål og røg i øjnene vil vække gode og hyggelige minder hos mange.