Andet

PakkekalenderAUH 2021

Din stemme behandles. Vent et øjeblik.

Links

Pakkekalenderen er Tinas opfindelse. Hun har flere gange været indlagt i december og hen over julen. Det er svært at være indlagt i forvejen, men i december måned er det endnu sværere, for mens alle hygger med familien, kan det være meget ensomt at være indlagt. Så med det in mente kom hun frem til, at en pakkekalender med hyggelige ting kan være med til at gøre det lidt nemmere. 
Derfor kom hun til mig, og spurgte om vi sammen kunne lave først en pakkekalender til hendes "stamafdeling". Vi pakkede 24 poser med hygiejneting, slik, kreative ting og lidt varmt (en hue, vanter osv.) og hver morgen til morgenmødet skrev de patienter der deltog, deres navne og der blev trukket en vinder af dagens pose. Det udmøntede sig i, at det rygtedes, at man kunne vinde en dejlig pose med hyggelige ting, så for hver dag blev der flere og flere, der deltog. 

Personalet fortalte Tina, at de var utrolig glade for den succes og glæde de kunne se blandt patienterne og de oplevede faktisk også, at alle var gode til at dele indholdet mellem sig. 

Pakkekalenderen er nu på sit femte år, og den har med tiden udviklet sig til 7 afdelinger og Psykiatriens Hus. Der skal hvert år laves 192 poser ( 8 x 24).

Vi har ca. 50 strikkedamer, som laver de flotteste og dejligste ting, vi kan putte i poserne. Det kan være huer, vanter, halstørklæder, juleting, trøjer osv. Vi gør også meget i at der hvert år er hygiejneting, da vi ved at ofte kan man komme afsted lidt hurtigt uden at få pakket en toilettaske også er det dejligt at få en tandbørste, tandpasta, shampoo osv. Der er også slik, chips - det er jo jul. Der er kreative ting i som f.eks. farver, blyanter, perler osv. Der er Mandala, kryds og tværs osv. Der er sminke til kvinderne og aftershave til mændene osv.

De sidste par år har vi fået nogle dejlige og varme mails fra nogle af modtagerne og personalet som tak for en dejlig kalender. Det luner rigtig meget.