Børn & unge
Inspiratorium
Links
INSPIRATORIUM er en uvurderlig støtte til de unge ildsjæle, der sætter gang i sociale aktiviteter i skolerummet - og dermed gør det sjovere at gå i skole.
De 2 Corona-lockdowns 'stjal' 2 år fra danske unges frivillige indsatser - og 'nulstillede' reelt i uddannelsernes hundredevis af elevdrevne udvalg og klubber, der skabte liv på gangene og et mere inspirerende studieliv. Disse ildsjæles 'genrejsning' af studiemiljøet kan være en meget ensom affære, da man sjældent har nogen at spille bold op ad.
INSPIRATORIUM – som i skrivende stund består af stifteren, et par projektansatte og en voksende mængde frivillige – har ændret på dette tomrum. Med meget begrænset projektstøtte har foreningen igennem hele 2023 'trænet' unge frivillige ildsjæle fra skolernes fest- og cafeudvalg, velgørenhedsgrupper, brætspil/strikke/debat-klubber og lignende - og samlet dem i interessebårne netværk, hvor de på tværs af geografi og studieretninger kan udveksle ideer, viden og erfaringer.
Foreningen har samlet en række kompetente studerende om at udvikle digitale platforme til at mødes, udveksle erfaringer, samle og kommunikere konkret viden - og måske vigtigst af alt; gøre det nemt for skolens udvalg og klubber at:
1) Præsentere sig selv
2) Rekruttere nye ildsjæle
3) Annoncere deres aktiviteter
Efter min egen tid som elevrådsformand på et gymnasium ved jeg, hvor umuligt det kan synes at søsætte et nyt initiativ op på uddannelse, hvor både arrangører og elever helst undgår intranet (som Lectio og KUnet) og hvor sociale medier er værdiløse (med mindre man har penge til at annoncere for).
INSPIRATORIUMs tiltag har gjort det utroligt meget nemmere for mine afløsere som elevrådsformand og skolebladsredaktør at skabe nye initiativer - til stor glæde for humøret, trivslen og demokratiet på skolerne. Jeg var selv frivillig indtil jeg skulle på sabbatårsrejse - og håber at kunne fortsætte denne indsats når jeg er tilbage i Danmark igen.
Jeg håber at foreningen vil blive indstillet til støtte fra Brug Livet-fonden, så INSPIRATORIUM i 2024 kan konsolidere sine aktiviteter, udvikle og udbrede netværk og vidensbanker – og dermed vigtigst af alt; bidrage til at sikre kontinuiteten i de mange hundreder af udvalg og klubber, der stadig har brug for 1-2 år for at kendskab, traditioner og processer for videreførelsen er genetableret.