Børn & unge
Ildsjælene - Gør en forskel for børn
Links
Ildsjælene blev stiftet i 2017, og har mere end 40 medlemmer. Foreningens tiltag indbefatter Elefanten Fjolle og Fjollebamsen, Fjolles Legedag - Børneløb - Jul og Tøjindsamling.
Elefanten FJOLLE
Børn oplever svære ting i hverdagen, som fx mobning, handicaps, skilsmisse eller ulykker, som påvirker dem. Ildsjælene har derfor skabt Elefanten FJOLLE, en karakter, der gør en forskel for børn, og er børnenes bedste ven. Fjolle er også Ildsjælenes ansigt udadtil for deres projekter.
Fjolles Legedag
Fjolles Legedag er for alle! Alle børn kan føle sig ensomme, men det er vigtigt, at alle føler sig velkomne, og er en del af et fællesskab. Ildsjælene gik ind i kampen om at bryde tabuet om ensomhed blandt børn, og Fjolles Legedag, så dagens lys i 2018, hvor blot 89 gæster deltog. I dag er legedagen et kæmpe tilløbsstykke med mere end 1000 gæster, hvor børn fra lokalområdet, Kbh. og resten af DK deltager. Det er en dag med underholdning og aktiviteter, hvor børnene leger og får nye venner. Imens snakker forældrene sammen, og på denne måde, bliver der også skabt nye venskaber her.
Fjolles Børneløb
Elefanten Fjolle og Ildsjælene laver også Fjolles Børneløb for børn ml. 3 og 10 år. Løbet afholdes under Sundhedsugen i Tårnby Kommune. En del af overskuddet går til at afholde Fjolles Jul.
Fjolles Jul
I december måned er der juletræsfest for særligt indbudte børn, der til daglig lever i familier med fx alkoholproblemer, uden netværk, en økonomisk presset hverdag, eller børn fra krig. Der er sceneshow, trylleri, leg, konkurrencer, og uddeling af familiekurve og julegaver.
Fjolles Tøjindsamling
Fjolles Tøjindsamling har de sidste 5 år indsamlet ca. 95 tons tøj, som er gået til genbrug i Afrika, Indien, Pakistan og Europa. For hvert kilo tøj der indleveres, får Ildsjælene 1 kr. til deres frivillige arbejde med at udføre velgørende projekter.
Fjolle bamsen
Fjollebamsen er en krammebamse, som skal være med til at flytte fokus fra det, der gør ondt hos børn, der kæmper med fx mobning, handicaps og ensomhed i hverdagen. For hver solgte bamse forærer Ildsjælene en bamse til et udsat barn.
Motivation for indstillingen:
Ildsjælene er, i den grad, ildsjæle! Sammen gør de en kæmpe forskel for rigtig mange børn, der har det svært i livet. De brænder for at hjælpe, og ikke mindst for at bringe smil og glæde ind i børnenes liv. De fortjener i den grad støtten, så de kan gennemføre endnu flere fantastiske projekter for udsatte børn, der har brug for positive ting i deres liv.